Bevar håbet – der findes en behandling, der hjælper 

Charlotte levede tre år i smertehelvede, inden hun fandt en behandling, der virkede. Bevar troen på, at der også findes en behandling for dig, anbefaler hun andre danskere med leddegigt

 

charlotte_artikel.jpg

 

Giv ikke op
Hver 3. leddegigtpatient overvejer at undlade ny behandling trods konstante smerter, fordi de er bange for, at behandlingen ikke virker. Det viser en undersøgelse blandt danskere med leddegigt*. Men det er vigtigt ikke at give op, selvom det kan være hårdt at skulle igennem flere utilstrækkelige behandlinger, mener Charlotte Sørensen. For hende var 5. gang lykkens gang.

 

3 år i smertehelvede
For 6 år siden levede Charlotte et sundt og aktivt liv med sin mand, to piger, et arbejde som industrilaborant, samt en aktiv fritid som danselærer, aerobicinstruktør og leder af et træningscenter:

 

”En nat vågnede jeg med sindssyge smerter. Jeg troede, at jeg havde fået en blodprop i benet, der var hævet, dunkede og gjorde afsindigt ondt. Og smerterne ville ikke forsvinde. I stedet bredte de sig til skulderen, nakken og derefter til alle led i min krop,” husker Charlotte, der var syg i et halvt år, uden at nogen vidste, hvad hun fejlede. 

 

”Og så en dag, hvor jeg ikke havde været ude af sengen i næsten en hel uge, sagde jeg til mig selv: ’Nu stopper festen!’ Jeg tog en taxa ind til skadestuen og sagde: ’Jeg rejser mig simpelthen ikke herfra, før I henviser mig til et hospital, der ved, hvad det her handler om, for der er et eller andet helt galt.’ Lægen kunne se, at jeg mente det og meddelte efter at have undersøgt mig grundigt: ’Charlotte, jeg tror, du har fået leddegigt” fortæller Charlotte.

 

Diagnosen var en lettelse, men de næste 3 år levede Charlotte i et smertehelvede, indtil lægerne endelig fandt en medicin, der virkede på hende.

 

Søgte efter den gode behandling
Den traditionelle slags gigtmedicin, som Charlotte først fik ordineret, havde begrænset virkning på hende. Hun prøvede derfor flere af de såkaldte biologiske behandlinger, men hver gang var mønstret det samme: De første tre uger følte hun sig fuldstændig rask, og så blev hun syg igen.

 

”Jeg havde læst så mange artikler om folk, der har fået biologisk medicin, som pludselig kunne løbe rundt, og hvor alt bare var helt fantastisk, så jeg forventede hver gang et mirakel. Medicinen virkede hver gang rigtig godt i starten, så jeg kunne starte arbejde op igen på fuld skrue, men bum – så lå jeg der igen. Det var psykisk rigtig rigtig hårdt,” beskriver Charlotte.

 

Fandt den rette behandling i 5. forsøg
Perioden med fire forskellige behandlinger og de psykiske nedture, når medicinens virkning var aftaget, tog hårdt på Charlotte. Problemet ved leddegigtbehandling er, at de nye, meget effektive biologiske behandlinger, virker forskelligt fra person til person. Det betyder, at mens en person får fremragende lindring af en medicin, vil en anden person ikke nødvendigvis kunne mærke nogen forskel ved samme medicin. Det var netop det, som Charlotte oplevede. Men endelig skete der noget. Lægerne besluttede at prøve endnu engang, men nu med et biologisk lægemiddel, der havde en anden virkningsmekanisme. Og langsomt fik Charlotte det bedre.

 

”Pludselig kunne jeg ting, som jeg ikke havde kunnet i lang tid. Og det kan jeg stadig. Forskellen på mit liv før og efter den nye behandling er som nat og dag. Jeg skal stadig hvile mig om eftermiddagen, men jeg skal ikke længere sove halvanden til to timer hver dag, som jeg tidligere skulle. Jeg er ikke helt rask, men jeg er rask nok til at kunne gøre de vigtigste ting i livet, og det er en stor glæde,” fortæller Charlotte, der med sin historie viser, at det kan være en lang og sej proces at nå frem til en vellykket behandling af leddegigt – men hvis du bevarer troen og er åben over for forskellige behandlingsmetoder, så skal det nok lykkes at få et godt liv med leddegigt.

 

*Undersøgelse blandt danskere med leddegigt foretaget af YouGov Zapera i 2011.