Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg var syg

Connie fik konstateret leddegigt kort tid efter, at hun havde født sit andet barn i 1978. Halvvejs gennem barslen tvang en opblusning i sygdommen hende til at sætte karrieren som klinikassistent på hold. Og hendes aktive fritid med dans og akrobatik måtte indstilles, da hun på en ferie end ikke kunne rejse sig fra solsengen. På trods af de tydelige signaler fortsatte Connie med at skyde den kroniske sygdom fra sig.

Diagnosen - jeg skulle bare have noget smertestillende
”Jeg lod mig ikke slå ud, da reumatologen konstaterede, at jeg havde fået leddegigt. For jeg vidste jo ikke, hvad det var, og hvordan sygdommen ville påvirke mit liv. Jeg var så ung, da jeg fik beskeden, så umiddelbart tænkte jeg, at jeg da bare skulle have noget smertestillende, så jeg kunne komme videre med mit liv,” fortæller Connie.

Men på en ferie sydpå med mand og venner blev det hele meget virkeligt. ”Jeg havde ondt i hele kroppen. Jeg kunne ikke bøje højre arm eller knæ, og kræfterne svigtede. Den oplevelse fik mig til at indse, at jeg ikke længere kunne skyde sygdommen fra mig. Jeg var nødt til at forholde mig til, at jeg havde fået konstateret en kronisk og måske invaliderende sygdom,” fortæller Connie.

Connies daværende mand og hendes mor har gennem hele sygdomsforløbet været gode og vigtige støtter.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg ikke havde haft dem til at hjælpe mig dengang,” fortæller Connie, om det at være mor til to i et smertehelvede og ikke ville acceptere den kroniske sygdom.

”Både min mand og min mor var en fantastisk støtte og hjælp for mig i den periode”, husker Connie. ”Jeg kunne ikke give mine børn de små strømper på eller lukke hægterne på deres tøj, så det hjalp de mig med,” forklarer Connie.

Connies mor gik også ofte med til behandlingerne. Hun var også med den dag, hvor Connie så en anden patient, der måtte sidde med en pude under numsen fordi hun ikke kunne rejse sig hvis ikke hun sad højt. ”Der stod sygdommens mulige konsekvenser pludselig meget klart for mig, og jeg tænkte – sådan vil jeg aldrig ende,” siger Connie.

Læs næste afsnit