Man skal fokusere på det, man kan, og ikke på det, man ikke kan!I år 2000 fik Lissi, der i dag er 59 år, stillet diagnosen leddegigt. Og allerede i løbet af det første år ændrede sygdommen hendes liv radikalt. I dag har hun indrettet sig efter sygdommen, og det har været en god beslutning. Nu kan Lissi eksempelvis lettere komme rundt i sit hus, og samtidig har hun fået mere overskud til det sociale liv, der er så værdifuldt for hende.

Diagnosen – den tog jeg ikke så tungt
”I første omgang tog jeg ikke diagnosen så tungt,” fortæller Lissi. ”For reumatologen fortalte mig, at langt de fleste leddegigtpatienter sagtens kan gå i en længere periode uden at have alvorlige komplikationer af sygdommen. Desværre viste det sig hurtigt, at jeg var hårdt angrebet. Derfor måtte jeg efter få års sygdom med daglige ledsmerter, træthed og gå-problemer lade mig førtidspensionere.”

Diagnosen blev stillet efter en periode, hvor Lissi havde døjet med hævede knæ. Undervejs i forløbet blev hun indlagt til observation for en blodprop, men hjemsendt igen uden en diagnose, da hævelsen i knæene var faldet. Da knæene efter en tid hævede op igen, blev hun henvist til en reumatolog, der hurtigt konstaterede, at hun havde fået leddegigt.

”Reumatologen gav mig nogle binyrebark-indsprøjtninger, der i en periode gav mig mulighed for at vende tilbage til mit arbejde som pædagogmedhjælper. Lægen satte mig desuden i behandling med noget gigtmedicin. Til at starte med havde jeg god effekt af behandlingen, men desværre aftog virkningen hurtigt,” fortæller Lissi, der siden da har prøvet flere andre behandlinger.

”Da jeg fik diagnosen, vidste jeg ikke, hvad leddegigt var. Derfor gik jeg straks på biblioteket for at få mere information om sygdommen. Desværre var der ikke meget at komme efter, og de bøger og hæfter, der var, var meget forældede. Jeg meldte mig også ind i Gigtforeningen, og her var der heldigvis mere viden at hente,” forklarer Lissi. Hun valgte relativt hurtigt at fortælle sin omgangskreds om sin sygdom, og langt de fleste kendte ligesom Lissi ikke noget til sygdommen. ”De fleste tror, at gigt ”bare” er gigt”.

Læs næste afsnit