At hjælpe de svageste overskygger leddegigtenHan har det fantastisk. Takket være hurtig behandling har Peter Bo ingen skader og arbejder på fuld tid for at hjælpe andre mennesker i verden. Da han fik konstateret leddegigt i 2001, kunne han ellers kun arbejde et par dage om ugen og vågnede ofte op om natten badet i sved og med store smerter.

”I de første par måneder var jeg ugentligt to dage på arbejde og tre dage på hospitalet.”
For Peter Bo, der til daglig arbejder i en større nødhjælpsorganisation, var de første par måneder efter diagnosen en hård periode med mange dage på hospitalet og kun lidt søvn. Men drømmejobbet, der handler om at hjælpe andre mennesker i verden, blev et lys i mørket og en vej ud af leddegigten for Peter Bo.

”Lysten til at hjælpe de svageste i verden overskygger både fritid og leddegigt,” fortæller han og tilføjer, at der let går 45-50 timer om ugen på kontoret. Nogle af de mange timer går bl.a. med at rejse ud til verdens brændpunkter og hjælpe de allermest nødstedte.
”Min læge er ikke glad for det, men har accepteret, at det er det, jeg gerne vil, og at jeg ikke har et valg. Det er noget, jeg ikke kan leve foruden. Men der er selvfølgelig en risiko forbundet med at være i et uland med et nedsat immunsystem, og medicinen kan jeg ikke have med på grund af manglende opbevaringsmuligheder.”

Peter Bos rejse mod en bedre verden var dog en enkelt gang i løbet af i alt syv år ved at ende galt. ”Jeg gik rundt med en slags rødt udslæt på armen efter at være kommet hjem fra en tur til Afrika. Da det blev ved med at være der samtidig med, at det voksede sig længere op ad armen, gik jeg til lægen.”
Det viste sig, at det var en slags blodforgiftning. Peter Bo kunne dog udskrives efter en ordentlig dosis antibiotika og en nat på hospitalet.

Et beundringsværdigt engagement

Peter Bo har et beundringsværdigt engagement for at hjælpe de svageste og arbejde for en bedre verden. Og så betragter han ikke sig selv som patient. Eksempelvis har han aldrig undersøgt muligheden for at få tilskud til diverse hjælpemidler.
”Det kan jeg da ikke, jeg har jo ikke rigtig noget behov,” siger han og fortsætter: ”Det er hårdt at tage på arbejde efter en nat med mange smerter, men det har været altafgørende for mig ikke at forsvinde ind i en identitet som patient.”
Det har betydet, at Peter Bo, der er chef for en afdeling med ca. 40 medarbejdere, gennem hele sygdomsforløbet stort set har fungeret normalt på arbejdet. Men selvfølgelig har hans medarbejdere og kolleger kunne se, når det gjorde ondt at gå og rejse sig.

Læs næste afsnit