Børn er forskellige – afhængig af alder og personlighed. Nogle siger, hvordan de har det, og hvad de har brug for. Andre børn ”taler” med kroppen eller på andre måder. Især små børn sætter ikke så mange ord på, men der er også mange større børn (og voksne), der ikke siger så meget. Måske bliver barnet uroligt, aggressivt eller meget stille, når det har ondt, eller når der er noget andet galt. Det er vigtigt, at du som forælder holder øje med ændringer i dit barns adfærd. Du skal måske også fortælle andre voksne, der skal være sammen med dit barn, om de forskellige tegn, de kan være opmærksomme på.

Lyt til dit barn

Hvis din datter kommer til dig for at fortælle eller stille spørgsmål, er det vigtigt, at du sætter dig ned, lytter og er til stede. Hvis hun ikke kommer direkte til dig, men du fornemmer, at hun har brug for at tale om noget, kan du skabe situationer, hvor I er på tomandshånd, så hun får lejlighed til at fortælle. For nogle børn er det bedst, at det sker lidt ”tilfældigt” i forbindelse med en aktivitet. Andre børn vil gerne vide, at der er bestemte tider, hvor det bare er dig og dit barn, og hvor du har tid til og meget gerne vil lytte. På den måde får dit barn et rum til at tale om stort og småt, der rører sig i tankerne.
Hvis barnet bliver vredt, er det vigtigt at lade det vide, at det er ok at være vred og ked af det. Barnet skal have tid til sine følelsesmæssige reaktioner, og så handler det for dig som forælder om at bakke op, når dit barn har brug for det. Din datter skal vide, at du er der som forælder til at trøste og støtte. Det er en god hjælp i sig selv.

At kunne tale sammen og at blive trøstet er godt, men for mange børn er en vigtig (måske den vigtigste) måde at få støtte på, at ens forældre vil gøre noget sammen med én – at få læst en bog, at komme en tur i svømmehallen, at sidde sammen i sofaen og se en god film, at tage en tur i skoven osv. osv. Så hvis dit barn ikke vil tale, kan det være, at du blot skal acceptere det, og så være sammen med hende om noget andet. Man behøver ikke nødvendigvis at sætte ord på for at føle sig forstået og værdsat.

Hvis dit barn finder på historier

En ting er et barn, der har svært ved at fortælle, hvad der rører sig. Noget andet er, hvis du som forælder ikke synes, at der er overensstemmelse mellem det, dit barn siger, og det, du fornemmer. Så bliver det sværere at hjælpe. Måske underdriver barnet smerter eller fornægter dem helt. Eller måske overdrives situationen – ind imellem måske endda med en tendens til det, du i hvert fald umiddelbart oplever som direkte løgne.

Som mennesker reagerer vi forskelligt, når det ikke er den rene sandhed, vi bliver præsenteret for. En del af os bliver vrede. Men prøv at dæmpe vreden og find overskuddet til at forstå, hvad der er baggrund for, at ordene ikke stemmer overens med det, du fornemmer, er på spil.
For det første skal børn have en vis alder og en vis modenhed, før de overhovedet kan benægte noget eller lyve om noget. Små børn bruger ind imellem ord, som de slet ikke kender betydningen af. Desuden skal man være bevidst om sandt og usandt for at lyve, og man skal lære, hvornår det er socialt acceptabelt ikke at fortælle sandheden. Voksne fortæller jo også meget, der ikke sker i virkeligheden – eventyr og historier, så hvad er der galt med barnets historier? Det kræver tid at lære, hvornår man må fortælle noget, der ikke er virkeligt, og hvornår man ikke må.

Hvis dit barn er så gammelt og så modent, at du forventer, at det ikke fordrejer sandheden for dig, er det vigtigt, at du har øjne for, at der som regel er en grund til, at du ikke får hele sandheden. Alle mennesker har vel på et eller andet tidspunkt stukket en løgn for at undgå noget ubehageligt eller opnå noget fordelagtigt. Nogle børn har længere perioder, hvor de fortæller ”historier”. Ofte er baggrunden herfor mindreværdsfølelse el.lign. Selv om du som udgangspunkt skal have tillid til dit barn, så er sygdom på lige fod med alt muligt andet også noget, der kan blive italesat med overdrivelser, underdrivelser, benægtelse og løgn. Så lad være med at reagere for kraftigt, men forhold dig aktivt til det, hvis det er noget, der forekommer hyppigt.

Hvis dit barn underdriver smerte
Børn kan finde på at underdrive eller benægte smerter, fordi de er i gang med noget sjovt, som de ikke vil have skal stoppe. Er familien eksempelvis på udflugt i BonBon-Land, kan det godt være, at dit barn ikke svarer helt ærligt på, om det har ondt. Din datter tænker måske, at det risikerer, at I vil tage hjem. I den situation skal du måske overveje, om du begrænser dit barn mere, end der er brug for. Som forælder må du i visse situationer acceptere, at dit barn går ud over sine egne grænser. Det kan godt være, at det gør ondt, men livet er nu en gang sjovere og mere udviklende, hvis man ind imellem bare gør, som man har lyst til. Andre gange kan det være nødvendigt, at du begrænser dit barn. Her må du som forælder finde din egen balance ud fra en vurdering af, hvad dit barn har brug for her og nu – og på længere sigt. Undgå i de situationer at komme ind i en ”kamp” om sandheden. I sidste ende er det kun barnet, der kan mærke, om det gør ondt eller ej. Men uanset om dit barn siger, at det gør ondt eller ej, må du over for hende fastholde, at du har et ansvar for at passe godt på hende. Og det betyder bl.a., at du kan blive nødt til at tage beslutninger, som hun er utilfreds med, hvis du har på fornemmelsen, at det, der sker nu, ikke er hensigtsmæssigt.

Børn kan også finde på at overdrive smerter eller direkte lyve om dem. Prøv at forklare dit barn, at det er uklogt, for så ved man jo aldrig, hvad man skal tage hensyn til, men prøv samtidig at forstå, at det kan være tegn på, at der er noget andet, der ikke er, som det skal være. I perioder, hvor sygdom har fyldt meget i familielivet, er der måske ikke så meget overskud til at give opmærksomhed i andre sammenhænge. Det kan hjælpe at sætte mere tid af til at være sammen om noget, der absolut ikke har med sygdom at gøre. Hvis overdrivelser bruges for at undgå at komme i skole/børnehave, kan det skyldes, at dit barn har nogle problemer her – og så må du tage fat i det i samarbejde med lærere og pædagoger. Hvis du gentagne gange får ”historier”, er det vigtigt, at du viser dit barn, at du tager det alvorligt, selv om du desværre lige nu ikke ser dig i stand til at tro på alt, hvad der bliver sagt. Så må du i gang med at lede efter, hvad der kan gøres, så barnet ikke har brug for at komme med ”historier”, og tilliden igen kan blive genoprettet.

Del dine følelser

Lige som dit barn skal have lov til at reagere på situationen, er det også ok, at du viser, at du selv reagerer på, at dit barn har leddegigt. På den måde viser du hende, at du tager hendes sygdom alvorligt. Det er dog generelt vigtigt, at barnet ikke føler skyld og ansvar, fordi den voksne er ked af det eller vred over situationen. Du skal helst være i stand til – samtidig med at du viser dine egne følelser – at signalere til dit barn, at det er sygdommen, og ikke hende du reagerer på, og at du, selv om du er meget ked af det osv., stadig er i stand til at tage ansvar. Herunder at du nok skal få nogen til at hjælpe jer med det, du ikke kan magte selv. Det handler om at dele sine følelser med dit barn, uden at hun skal føle, at det er hendes opgave at få dig til at få det bedre. Det er vigtigt for dig og for dit barn, at du har andre at dele din sorg og vrede med. I kan hjælpe hinanden som forældre, og familie og venner kan være støtte. Hvis du som forælder synes, at det er meget svært at håndtere, at dit barn har leddegigt, kan det være en god ide at søge hjælp hos en professionel.