Omgivelsernes forståelse | leddegigtportalen.dk

Forside - Børneleddegigt - Psykologi - Hverdagen efter diagnosen - Omgivelsernes forståelse

Omgivelsernes forståelse

Hvordan jeres hverdag med gigt bliver, afhænger også af, hvordan jeres omgivelser reagerer. Hvordan tackler bedsteforældre, venner og bekendte det? Hvordan reagerer dit barns venner, klassekammerater, lærere og pædagoger? Hvordan reagerer de børn og voksne, din datter er sammen med til sport o.lign.?
Nogle familier oplever, at det kan være svært for deres barns venner, skolekammerater, lærere og pædagoger at forstå, hvad leddegigt er. Det er vigtigt, at de får information. Du kan udlevere pjecer o.lign. til skoler og institutioner. Du kan selv skrive noget om dit barns situation og give det til pædagoger, lærere og kammeraternes forældre (og kammeraterne, hvis det er større børn). Du kan selv eller dit barn kan fortælle klassen/stuen om sygdommen. Det er vigtigt, at kammerater, pædagoger og lærere forstår, at sygdommen veksler i styrke. For det kan være rigtig svært for mange at forstå, hvorfor dit barn nogle gange kan være med til at løbe og lege og andre gange ikke. Det kan også være svært at forstå, at hun kommer i skole kl. 10 og ser frisk ud, men at hun ikke kunne komme ud af sengen kl. 7. Det kan meget let komme til at ligne almindelig dovenskab, hvis man ikke ved bedre.
Manglende forståelse er ét problem – overdreven ”forståelse” er et andet problem. Når I har sygdom i familien, er det ikke altid rart at blive mødt med særlige hensyn og omsorg. I kan blive trætte af at blive spurgt om, hvordan det går. Måske har I bare brug for at være sammen med venner og familie uden at skulle tænke på sygdom. En god idé kan være at melde ud, hvis I ikke har lyst til at blive spurgt: Men husk så ikke at blive skuffede, når I igen får brug for opmærksomhed og hensyn – også det kan I blive nødt til at give klar besked om.

I kan måske ind imellem komme til at opleve, at det er jer, der skal trøste andre – særligt bedsteforældre bliver jo også påvirkede af situationen. Giv omsorg til andre i det omfang, I har overskud til det. Når I ikke har overskud til det, så henvis familie og pårørende til at snakke med nogle andre om det, der bekymrer dem.